Om Den Fynske Fotograf
Den Fynske Fotograf er en lille lokal virksomhed, der laver fotografiske plakater med motiver fra Fyn og øerne omkring os.
Jeg har altid holdt af at gå på opdagelse i landskabet, og med kameraet i hånden opdager jeg ofte nye sider af de steder, jeg troede, jeg allerede kendte. Det er blevet til fotografier af kyster, landskaber, skove, landsbyer og små steder, man ofte kører forbi uden at lægge mærke til dem.
Jeg fotograferer ikke kun de kendte seværdigheder. For mig kan en stille strand på Nordfyn, en markvej på Sydfyn eller udsigten fra en lille havn være lige så meget Fyn som Kerteminde, Faaborg og de andre steder, vi finder i turistbrochurerne.
Fælles for mine fotografier er, at jeg forsøger at indfange stemningen af det sted, de kommer fra. Noget, man kan genkende, hvis man kender stedet, og måske få lyst til at opleve, hvis man ikke gør.
Plakaterne er lavet til dem, der holder af Fyn. Måske bor du her. Måske har du sommerhus her, er vokset op her eller har et bestemt sted, der betyder noget for dig. Eller måske synes du bare, at Fyn er et pokkers dejligt sted.
Mit håb er, at mine plakater fra Fyn ikke bare bliver dekoration på væggen, men også små påmindelser om steder, oplevelser og minder.
De bedste hilsner
Frederik W. Lund
Den Fynske Fotograf